onsdag 12 maj 2021

En lille fortælling på dansk

 

The last ending is always short.

It´s like: I have to go. I just have to.

Eller: Jeg holder ikke ud med det her mere, dette hist op og her ned, og frem og tilbage, og rundt et andet hjørn. Igen.

Eller: Vem har du sovet med denne gang - ude i verlden. Fuck You.

Eller: Vi snakker ikke mere såden som vi plegede. Du er blevet en musling.

Jeg kan ikke ha det såden.

                                                             ***

Eller, det helt anderledes scenario.

De går ud på trappen til hans store hus, ut på planen, der taxan venter som han bestillet og betalt for. Hon omfavner ham meget let og siger helt uskyldsfyldt:

 - Nu ses vi måske ikke mere. 

Og manden blir blød, han faller ind i mørket helt tæt på den stærke gadelampe der gør ham dunkel. 

- Man ved aldrig, siger han. 

Og hun vinker fra taxaen og ser at han står helt vimmel på trappen som en vinthund der endnu sporer efter hende i luften. Og luften er kun luften, efterårsfrisk og sød af kølige blade, nedbrudte celler, træernes guld og sure stoffer fra ingentingstrømmen som rådner og friskner fra dag til anden dag, før det hele er gjort og vinteren kommer med andre bekymringer og lidt mere job.

Og så - aldrig mere. Men man-vet-aldrig er det bedste avsked. 

De fleste andre avsked er dramatíske ting, og det er letheden som taler om noget dypt. Det dramatiske taler om noget som er dypt for nogen. Skæg og ballader, harm og hån, anklagelser og anklagelser tilbage. Det dramatiske avsked er fyldt op med egots alle store kabbaler, med hæftige skridt mellem sal og salon og badeværelse og seng. Og op av sengen. Og her kan jeg ikke sove, du går jo aldrig igang på mig. Jag vil for fanden ikke være din kusine. Og manden siger, bliv her, jeg går ned i stuen og sover på sofaen. Okay? Manden går. Sorti. Konen i sengen er lidt forbaused fordi det ikke var hun der fik gøre det sorti. Nu hyler hun, men manden er allerede på den anden side alle vejer, og ned ad trappen, og in til sit ateljé og arbeijder hele natten, den passion har ventet lang tid nu. Og det kan han ikke tåle, han kan ikke tåle og være lang tid veg fra sit arbeijd, for at B. ønsker ta ham med på det ene og det andre som slets ikke drejer sig om kunst, men om at sælge kunst, og han skal kun være til stede som den charmerende kunstner som ska tale for varerne. Og han hader det. Eller – han er begyndt at hade det. Selvfølgelig er det super at ha en businesswoman som partner, men – tænker han – det er også en måde at ta over fra mig, det der rødstrumpe-kække at hun skal nog endog hjælpe mig at sælge kunst, hun med hele sit kontaktnet i København og hele verlden, selvfølgelig tænker hun at vi er et godt makkerpar. Ligesom det der Leonard Cohen-sang. We played the fancy couple, but I never liked the part. Og nu er jeg traet av at spille den model alle vil have, jag er simpelthen bare træt av det. Spil den rolle selv, du som nyder det.

Nu maler kunstneren på adrenalin. Nu tar han kraft av skorpionens sting. Nu er farverne vinger. De flyver med fart ret in i hans øyner og in gennem hovedet og blir hængende som fane og flor og flagrende kåre. Og, endelig, han forlader fortøjningen, han går op i vind.

Nu ses vi måske aldrig mer. Man vet aldrig. Man ved at en maler ska male, og ikke altid vaere til stede i alle andres drømme. Om success og ting. Farvel sucess og ting. Nu ses vi måske aldrig mer.

Man vet aldrig. 

 


 

Inga kommentarer:

Skicka en kommentar